En tidlig målrettet indsats i dagtilbud og i hjemmet, hvor barnets sproglige kompetencer styrkes, har stor betydning for barnets sprogtilegnelse, læsetilegnelse og generelle læring i skolen.
Arbejdet med børns sproglige udvikling i dagtilbud tager afsæt i den pædagogiske læreplan. Den styrkede pædagogiske læreplan lægger op til, at børns sproglige udvikling tænkes ind i den pædagogiske praksis gennem hele dagens aktiviteter og gøremål, og at læringsmiljøet understøtter børnenes sproglige samspil med det pædagogiske personale og de andre børn.
Lovpligtig sprogvurdering
For at understøtte børns sproglige udvikling skal kommuner sprogvurdere 3-årige børn, der er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Arbejdet med den lovpligtige sprogvurdering hører under dagtilbudsloven § 11.
I Syddjurs Kommune er det politisk besluttet at sprogvurdere alle børn i 3-årsalderen (2,10 til 3,4) samt alle 5-årige børn (5,0 til 5,11). I kommunen anvendes materialet Sprogvurdering 3-6 (Børne- og Undervisningsministeriet). Den kommunale dagpleje og daginstitutionerne afprøver Sprogvurdering 2 år (Børne- og Undervisningsministeriet) målrettet børn i alderen 22-30 måneder som supplement til Sprogvurdering 3-6.
Sprogvurdering 2 år og sprogvurdering 3-6
Sprogvurdering 2 år og Sprogvurdering 3-6 er understøttet af it-løsningen Hjernen&Hjertet fra Rambøll. Sprogvurdering 2 år er udviklet, så sprogvurderingen kan sammenlignes med resultater fra Sprogvurdering 3-6. Samtidig kan sprogvurderingsresultat fra 3- og 5-årsscreeningen sammenlignes med den lovpligtige sprogvurdering i staten af 0. kl.
Sprogvurderingen af flersprogede børn foregår på samme måde som hos etsprogede børn. Placerer et flersproget barn sig i fokuseret eller særlig indsats, skal forældrene udfylde et skema for at afdække, om barnet også er udfordret på modersmålet eller blot forsinket i tilegnelsen af dansk.
Oplysninger om det enkelte barns sprogvurderingsresultater samt vurderinger af barnets udvikling og trivsel videregives automatisk mellem dagpleje, dagtilbud og skole inden for kommunen, når barnet skifter mellem institutioner eller fra institution til skole.
Dagtilbud er ansvarlig for at indhente samtykke fra forældrene i forhold til overleveringen.
Forældrene orienteres nærmere om sprogvurderingen efter optagelse i dagtilbud forud for sprogvurderingen.
Læs mere her: Sprog og sprogvurdering - Syddjurs Kommune